Nykøbing M

Erhvervsminister Simon Kollerup åbner Kulturmødet 2022

Arkivfoto fra tidligere Kulturmøde: Per Bille

Når Kulturmødet på Mors i denne uge løber af stablen, bliver det uden Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), som er blevet nødsaget til at melde afbud, da hendes søn skal opereres.

Normalt er den siddende kulturminister en central figur ved Kulturmødet på Mors; men sådan bliver det ikke i år, da Ane Halsboe-Jørgsen har meldt afbud. Hensynet til sønnen, der skal opereres, vægtede højest, men alligevel ærger det kulturministeren, der havde glædet sig til at deltage.

– Kulturmødet er et af kulturverdens årlige højdepunkter. Jeg havde sådan glædet mig til at deltage igen – denne gang uden restriktioner og med tusindvis af deltagere. Men jeg har været nødt til at melde afbud, fordi min søn skal opereres. Heldigvis er åbningen i gode hænder hos min kollega Simon Kollerup, udtaler hun.

Erhvervsministeren tager over

Til gengæld vil Erhvervsminister Simon Kollerup (S) åbne årets Kulturmøde på torsdag den 25. august kl. 11.00. Erhvervsministeren vil ud over åbningen også deltage i en række debatter og samtaler fredag den 26. august. Blandt andet om bæredygtig kulturturisme og et Danmark i balance med kulturpolitikken som redskab. Og det glæder han sig til.

– Uanset om man kigger på kunstværker på et museum eller mødes med den lokale badmintonklub, så skaber kulturlivet sammenhængskraft i Danmark. Det skaber fællesskaber, som både udvider vores horisont og skaber liv i lokalsamfundene, og her ved jeg fra min opvækst i Nordjylland, at Mors er det helt rigtige sted at holde Kulturmødet. Jeg glæder mig til at sætte kulturen og erhvervslivet på dagsordenen, siger han.

Trine Bang, direktør for Kulturmødet, udtaler:

Jeg er selvfølgelig ked af, at vi må undvære kulturministeren i år, men jeg synes også det er helt naturligt, at erhvervsministeren er med på Mors. Kunst og kultur går på tværs af politikområder og handler om det samfund, vi er fælles om.

Kulturmødet tilbage i storform

Kulturmødet er tilbage i storform efter to år med hybride udgaver. Publikum kan glæde sig til tre dage med de ypperste talenter og skarpeste stemmer, et helt nyt børnekulturmøde med fest, farver og dans for de mindste, og det mest ambitiøse musikprogram til dato.

Kulturmødet præsenterer mere end 500 gratis oplevelser fra den 25.-27. august. Deltag i workshops, musikquizzer, koncerter, samtaler, debatter, fællessang, byvandringer og bingo.

Der tilføjes stadig flere oplevelser, samtaler og debatter til programmet frem til Kulturmødet løber af stablen. Hold dig opdateret og gå på opdagelse i det fulde program her

Kommentarer