Samfund

DGI-kampagne: Flere unge skal være frivillige, for det øger trivslen

Michelle (25 år) og Julie (23 år) er veninder og frivillige trænere i Tåstrup Håndboldklub. De er to ud af i alt seks unge frivillige, som medvirker i en række korte kampagne-videoer. Foto: Jannik Vedel Johansen

Når unge er frivillige, gør det en forskel for dem selv, for foreningerne og for samfundet. Med en ny kampagne sætter DGI fokus på unges trivsel gennem frivillighed, og det sker med opbakning fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Hvordan har du det egentlig?

Det er et spørgsmål, mange unge tager stilling til. Flere unge end nogensinde føler sig ensomme, har et dårligt selvvurderet helbred, eller har haft en psykisk lidelse, viser undersøgelser.

Derfor bakker kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) op om DGIs nye kampagne, ”Frivillig for fremtiden”, der sætter fokus på unge og frivillighed i idrætsforeningerne, lyder det i en pressemeddelelse torsdag

– I en situation, hvor historisk mange er medlemmer af vores idrætsforeninger, spiller de frivillige en helt særlig rolle. Det er dem, der med en kæmpe indsats får det hele til at hænge sammen, så alle vi andre får lov til at opleve foreningslivet og dets mange fællesskaber. Samtidig styrker rollen som frivillig selvværdet og skaber muligheder og udvikling for den enkelte. Derfor håber jeg, at DGIs kampagne giver endnu flere unge lyst til at være frivillige, siger kulturministeren.

Unge, der er frivillige, har dobbelt så stor chance for at have god mental trivsel som unge, der ikke er frivillige. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) mener derfor, at idrætsforeningerne spiller en vigtig rolle for børn og unges trivsel.

– De sociale fællesskaber har vi alle sammen, ikke mindst vores børn og unge, brug for at være en del af. Min personlige erfaring er, at idrætsforeninger kan være med til at forme interesser og skabe venskaber, der kan have stor betydning for, hvordan man har det. Derfor er idrætsforeningerne en afgørende brik i tusindvis af unges liv, siger han i pressemeddelelsen.

Foreningerne er klar

Kampagnen kommer i kølvandet på en række workshops, som DGI har afholdt i samarbejde med 56 kommuner. Her har 920 deltagere fra 360 lokale idrætsforeninger fået brugbare værktøjer til at få flere unge frivillige i foreningen. Foreningerne er derfor mere end klar til at tage imod de unge.

Den nye kampagne slår endnu en gang fast, at unges trivsel er en vigtig dagsorden for DGI. Charlotte Bach Thomassen, formand i DGI, understreger mulighederne for både unge og foreningerne.

– Unge frivillige oplever nye sider af sig selv, udvikler sig og styrker deres trivsel i fællesskab med andre i idrætsforeningen. Unge har nye bud på aktiviteter og organisering, og derfor er det vigtigt, at foreningerne er klar til at give unge plads og indflydelse til at komme med nye ideer. I Danmark har vi stærke traditioner for frivilligt engagement blandt unge, og det skal vi naturligvis bygge videre på, fastslår hun og tilføjer.

– Hele 39 procent af 15-29-årige, som ikke er frivillige i dag, vil gerne være det. Derfor er det helt oplagt at få flere unge til at være frivillige i de mange danske idrætsforeninger.

Mange årsager til frivillighed

For de store smil, for ledelseserfaring, for fællesskabet, for CV’et, for samfundet og for fremtiden.

Sådan lyder blot nogle af årsagerne til, at unge skal være frivillige. Med indsatsen vil DGI nemlig vise unge, at der findes et hav af gode grunde til at blive frivillig. Derudover ønsker DGI igennem en række korte film at motivere flere til at danne meningsfulde relationer som frivillig.

– Vi ved, at mange unge gerne vil være frivillige, hvis bare de bliver spurgt, når rammerne er rigtige, og foreningsledere bakker dem op. Med et øget fokus på muligheder i samarbejdet mellem unge og idrætsforeninger, håber vi også på, at flere unge selv vil tage initiativ til at kontakte deres lokale forening. Det er sjovt og lærerigt at være frivillig, og det vil vi gerne have, at endnu flere unge oplever, siger Charlotte Bach Thomassen.

Som en del af indsatsen offentliggjorde DGI i februar et nyt frivillighedscertifikat. Her kan en ung frivillig få sin forening til at udfylde certifikatet og derefter bruge det som en anbefaling, når de for eksempel skal søge studiejob.

Kampagnen kører fra midt-april til midt-juni – men unges trivsel vil fortsat være en af DGIs vigtigste mærkesager, lyder det.

Læs mere om kampagnen her

FAKTA

  • DGI’s netop offentliggjorte medlemstal for 2022 viser, at 34.240 personer under 24 år er trænere og instruktører i en idrætsforening. Derudover sidder der 4.443 unge under 24 år i en bestyrelse eller et udvalg i DGI’s foreninger.
  • Unge, der er frivillige, har dobbelt så stor chance for at have god mental trivsel, viser en undersøgelse af Statens Institut for Folkesundhed, 2018.
  • 39 procent af 15-29-årige, som ikke er frivillige i dag, vil gerne være det, viser en undersøgelse af KL7, 2019.
  • Flere unge end nogensinde før føler sig ensomme, har lav livstilfreds­hed, et dårligt selvvurderet helbred, eller oplyser, at de har haft en psykisk lidelse, viser en undersøgelse af VIVE, 2022.

Kommentarer