Debat og politik

Debat: Er grise mere værd end mennesker?

Arkivfoto: Pixabay/Manigoda

Debatindlæg af Grundejerforeningen Ejerslev Lyng v. Bent Foldager, Ejerslev Lyng 5, Nykøbing M.

Er vi, sommerhusejerne og beboerne på Ejerslev Lyng, mindre værd end grise? Ja, det er vi.

Ejerslev Lyng er, og har i årevis været plaget af grim lugt fra omkringliggende svinefarme. Trods utallige klager og indberetninger til kommunen over problemet, vil kommunen ikke stille de krav til svinefarmerne der skal til for at fjerne lugtgenerne. Ikke fordi lugten ikke kan fjernes, så den ikke generer omgivelserne, men miljøtiltag koster penge, og situationen skulle jo nødigt blive, at krav fra kommunen gør svineproduktionen urentabel.

Altså prioriterer vore politikere grise højere end mennesker.

Det menneskesyn er vi bange for også vil gøre sig gældende i forbindelse med kommunens behandling af ansøgningen om, at opsætte en mobilantennemast i Ejerslev Lyng sommerhusområde.

I Nordjyskes omtale af teknik- og miljøudvalgets behandling af mobilmastesagen ved Ejerslevvej, kunne vi læse, at der er landmænd, der ikke ønsker en mobilmast opstillet tæt på deres bygninger, da man er bange for, at strålingen fra masten vil påvirke grisene negativt. Jamen, så er det jo oplagt at placere masten i Ejerslev Lyng sommerhusområde. Den slags mennesker, der holder til helt derude, behøver man ikke at tage hensyn til, det er jo mennesker der i forvejen rangerer lavere end grise. Så ved at placere masten et sted hvor den generer flest mulige mennesker og færrest mulige grise, fjerner man risikoen for, at svine-producenternes grise får strålingssyge.

Vi ved godt, at kommunen ikke kan tillade sig at være erhvervsfjendtligt. Men når alle menneskelige, moralske, miljømæssige og sundhedsmæssige hensyn må vige for at tilgodese erhvervslivet, synes vi vore politikere ensidigt varetager erhvervslivets interesser på vi andres bekostning.

Uanset om det drejer sig om lugt, støj, stråling, visuelle eller andre miljømæssige påvirkninger, er det politikernes opgave i videst muligt omfang at beskytte borgerne mod de negative konsekvenser af disse. Opgaven er ikke at skubbe problemerne fra dem der skaber problemerne, over på dem der er uden skyld i dem.

På Ejerslev Lyng er vi ikke så naive, at vi kan bildes ind, at en ordentlig mobildækning i sommerhusområdet forudsætter, at mobilmasten placeres i sommerhusområdet på et af de laveste punkter i Ejerslev klods op af boliger og sommerhuse. Ud over vindens hylen i masten og de andre miljøgener der følger med, kan vi på Ejerslev Lyng se frem til, at vore ejendomme i bedste fald vil falde drastisk i værdi i værste fald blive usælgelige.

Vi er bange for, at Connect44 får overbevist kommunen om, at der er brugt oceaner af ressourcer på at finde alternative placeringer, men, at det er helt umulig. Det eneste sted på kloden mobilmasten kan placeres, er i sommerhus-området. Herefter lægger kommunalbestyrelsen sig fladt ned, og ansøger får sin vilje.

Tilbage er spørgsmålet: Hvad ville Connect44 og kommunen gøre, hvis ikke der var den lille plet jord i Ejerslev Lyng sommerhusområde? Svaret er lige til. Man ville være nødt til at placere masten et andet sted. Et andet sted kunne være der, hvor masten oprindeligt var placeret i Mastedatabasen, – i passende afstand fra både grise og mennesker.

Kommentarer