1.800 ulykker årligt inden for transport af gods: Forskningsbaseret app kan bidrage til at bringe tallet ned
Forekomsten af arbejdsulykker blandt brancher, der transporterer gods på veje, er den syvende højeste sammenlignet med alle brancher og har det næsthøjeste antal dødsulykker. En forskningsbaseret app kan være med til at sætte fokus på området og bringe tallet ned.
Styrt på cykel eller scooter, fald ud af førerhus eller kollision med andre køretøjer.
I den seksårige periode 2015-2020 er over 10.000 arbejdsulykker anmeldt til Arbejdstilsynet i forbindelse med transport af gods på veje. Det har eksempelvis været postvæsenet, lastbilchaufføren eller buddet, der leverer pakker eller mad.
Faktisk er risikoen for ulykker ved transport af gods næsten dobbelt så høj som gennemsnittet for alle brancher. Det viser nye tal fra Arbejdstilsynet, der har opgjort antallet af arbejdsulykker inden for transport af gods på veje.
Disse tal kan sikkerhedsapp’en Safety Observer være med at til sætte fokus på og nedbringe. App’en er lavet på baggrund af forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og i et tæt samarbejde med Arbejdsmedicin Herning og de fem Branche Fællesskaber for Arbejdsmiljø (BFA).
Mange unge anmelder arbejdsskader
– Tallene fra Arbejdstilsynet viser, at især unge under 30 år har en høj risiko ved arbejdsulykker i ’Andre post- og kurér tjenester’ – som ved platformsøkonomi, hvor brug af app’s er meget udbredt. Denne branche har vi også fokus på i vores forskning, og app’en vil nemt kunne integreres i branchen, siger Pete Kines, seniorforsker på NFA og har stået for udviklingen af Safety Observer app’en.
– I Safety Observer app’en indgår der en transport-skabelon, som er rettet mod værnemidler, eks. synligt tøj og passende sikkerhedsfodtøj, adgangsforhold ved af- og pålæsning, køretøjernes indretning samt medarbejdernes adfærd. Dette er oplagt at tage fat i, når man skal reducere risikoen for arbejdsulykker i forbindelse med transport af gods på veje, siger Pete Kines.
Safety Observer app’en kan bruges af ledere og medarbejdere i forebyggelsesarbejdet til at give et billede af det aktuelle sikkerhedsniveau på arbejdspladsen og arbejdsstederne. Resultaterne laves på baggrund af en rundering og systematiske observationer af sikkerhedsforhold- og adfærd på arbejdspladsen og arbejdssteder.
Kommentarer